Hos Tandlægerne i Brønshøj har vi god erfaring med at identificere og behandle paradentose. Jo før man identificerer paradentose, jo bedre, da dette mindsker sandsynligheden for, at man skal foretage et stort indgreb.
Regelmæssige eftersyn og tandrensninger hos din tandlæge er vigtigt for forebyggelsen af paradentose, da man ikke selv kan fjerne de bakterier, der ligger indlejret i tandstenen eller diagnosticere paradentose før det er for sent.
Hvad er paradentose?
Paradentose er en betændelsestilstand i den knogle som tændernes rødder sidder fast i. Betændelsestilstanden medfører at knoglen, der omgiver tænderne, nedbrydes og vævet der støtter tænderne forsvinder. Fremskreden paradentose resulterer i at tanden/tænderne løsnes.
Hvordan opstår paradentose?
Paradentose opstår ved at bakterier over en længere periode får lov at samle sig langs tandkødsranden, hvor de i første omgang udvikler sig til en almindelig tandkødsbetændelse. Ubehandlet tandkødsbetændelsen kan udvikle sig til paradentose. Man inddeler paradentose i to typer – aggressiv paradentose (udvidet paradentose) og kronisk paradentose (almindelig paradentose).
Symptomer på paradentose
Mange mennesker opdager ikke at de har paradentose, før sygdommen er fremskreden og tænderne begynder at løsne sig. Derfor er det vigtigt, at man kommer til de halvårlige tandeftersyn, hvor tandlægen som en del af undersøgelsen kigger efter paradentose.Man skal desuden være opmærksom på nedenstående tidlige symptomer på tandkødsbetændelse/paradentose.
- Røde tandkødsrande (pga. betændelse).
- Hævet tandkød.
- Hvis tandkødet bløder ved let berøring.
- Dårlig ånde.
- Ømt tandkød.
- Hvis tænderne er løse eller vandrer.
Rygning og paradentose
Nyere Forskning har vist, at rygning medfører en forhøjet risiko for udviklingen af paradentose, og at rygere oftere udvikler paradentose og i en alvorligere grad end ikke-rygere. Endvidere er paradentosebehandling mindre effektiv hos rygere end hos ikke-rygere. Derfor vil overvejelse om rygestop altid indgå i forbindelse med paradentosebehandling af rygere.
Paradentosebehandling
Første skridt i behandlingen af paradentose indebærer opmåling af tandkødslommerne for at kortlægge sygdommens omfang. Selve paradentosebehandlingen består af udrensning af tandkødslommerne samt rensning og afglatning af tændernes rodoverflader (tandrodsrensninger). Hvis tandkødslommerne er meget betændte og dybe, kan det være nødvendigt at lægge en lokalbedøvelse.
Ved svære tilfælde af paradentose kan det være nødvendigt med paradentoseoperationer, som er mindre kirurgiske indgreb, hvor man løfter tandkødet til side for at foretage de nødvendige udrensninger. I nogle tilfælde må paradentosebehandlingen suppleres med en antibiotikakur.
Behandlingen har til formål at standse yderligere udvikling af paradentosen.
Forsømmelse af paradentosebehandling
Undlader man at blive behandlet for paradentose, vil tænderne blive løse og falde ud én efter én.